Beretninger fra Jerlev sogns lokalhistorie
 

Min barndom i Mejsling

fortalt af

Gunnar Vinther Rasmussen

Retur til oversigt over gode
historier

I tiden før, under og lidt efter 2.verdenskrig.
Foredrag afholdt ved Jerlev Lokalhistoriske forenings generalforsamling i Jerlev d. 17.marts 2004

Indledning
Jeg er født i Mejsling d. 6. april 1932 i det hus der ligger på adressen Mejslingvej 46. (der var ingen vejnavne dengang). Mine forældre Ellen og Viggo Rasmussen, havde købt huset i 1930 og havde før den tid boet forskellige steder bl.andet  flere steder i Jerlev og umiddelbart efter deres giftermål i en ejendom i Nederbro. Nærværende ejendom havde de i øvrigt købt ell. solgt,( jeg ved ikke ) til den navnkundige spillemand og restauratør Frederik Iversen, Trædballe.

Min mor døde i 1937, 35 år gammel, da jeg var 5 år.

Min levnedsbeskrivelse er ikke så interessant så jeg vil spilde jeres tid på det. Nok så interessant er nok egnen og de mennesker jeg voksede op sammen med. Jeg vil forsøge at fortælle hvor de forskellige boede og i hvilken forbindelse jeg kendte dem.

Nogle kendte jeg bedre end andre og nogle steder færdedes jeg mere end andre steder. Mit hjem og skolen er nok de steder jeg har tilbragt det meste af min tid og dernæst i mine skolekammeraters hjem. Jeg skal lige her nævne, at jeg har læst en beretning, skrevet af en af mine bekendte, som også er opvokset i Mejsling. Hun er 11 år yngre end mig og skriver om sin familie og om sin barndom i Mejsling. Da jeg læste det, undrede det mig meget, at der ikke var stor forskel på det hun har oplevet og det jeg har oplevet, trods de 11 års forskel. Men krigen har nok gjort at udviklingen har ligget stille nogle år. Jeg kan også nikke genkendende til de artikler der har været offentliggjort i ”Spidsbaren” og i bogen om mejerierne i Egtved kommune.

Beboerne i Mejslin
Jeg vil begynde præsentationen af beboerne i Mejsling helt oppe i den sydligste del af Mejsling, der hvor Mejsling skovvej går ind i Stubdrup, her går der en lang privatvej ned langs skoven til en lille ejendom der ligger forenden af vejen, ejendommen er omgivet af skov på, næsten 3 sider. Her boede:

Hanssine og Marius Slaug Nielsen med deres tre børn Anders og tvillingerne Erik og Hans. De var utrolige gæstfrie mennesker. Jeg gik i skole med Anders , tvillingerne var nogle år yngre. Det var et godt sted for os børn at besøge. Jeg husker navnlig Anders,s fødselsdage hvor vi tumlede rundt i skoven og legede røvere og soldater ell. byggede huler eller legede skjul. Inde i skoven var der en skovsø og ude i den en ø. Når jeg nævner det her, så er det fordi at på Anders,s fødselsdag kunne vi lokke Hansine til at servere chokolade og lagkage inde på øen. Det foregik på den måde, at lagkage og chokolade og hvad dertil hører blev transporteret ind til søen og herfra, på tømmerflåde fragtet over på øen. Man skulle helst have bare fødder ell. gummistøvler på ellers fik man våde fødder. Vi nød det. Også udenfor fødselsdagene kom jeg meget op til Anders her var der utrolig mange muligheder. Engang havde de kaniner , og kaniner er som bekendt ikke altid lette at holde i bur, så Anders,s kaniner  var nærmest fritgående og der var mange.

Vi går tilbage til Mejsling skovvej, og næsten over for privatvejen der førte os ned til Hansine og Marius, på den anden side af Mejsling skovvej boede:

Carl Christensen og hans kone og børn( jeg ved ikke hvad hans kone hed)de havde børnene Carl ( i skolen kaldet store Carl) og datteren Kamma. Jeg gik i klasse med Kamma. Carl var nogle år ældre.

Vi fortsætter hen ad vejen og kommer til en ejendom på højre side her bor:

Astrid og Arne Steensen.
Med deres børn. Børnene er noget yngre end jeg. Over for deres ejendom går der en vej ind i skoven. Vi går videre og kommer til et vejsving, her går der en vej til venstre, vi følger vejen og kommer til en ejendom på venstre side, her boede:

Ane og Hans Sørensen Hansen.
Deres børn Carl og Dagmar var noget ældre end jeg. Lidt længere henne ad vejen  til højre boede:

Jørgine og Hans Pedersen (Pejsen) foruden Metha, som jeg gik i skole sammen med, havde de to ældre døtre. Tilbage til Mejsling skovvej og videre ned mod byen, her kommer vi først til en lille ejendom på højre side her boede:

Kirstine og Jens Nielsen.
Kirstine og Jens havde 10 børn. De var dog ikke hjemmeboende alle sammen. De 2 af dem gik jeg i skole sammen med ,det var Henning og Gerda. Hans var den yngste i flokken og noget yngre. Kirstine syede for folk og Jens havde , foruden landbruget også andre job, om vinteren gik han rundt og solgte uldtøj, var også en overgang måleraflæser og snefoged. Det med at være snefoged betød at når der virkelig havde været snestorm og alle veje var lukkede skulle der markeres , ved hjælp af halmviske på en stang, hvor mælkekusken kunne køre tværs over markerne uden at køre i grøfterne. Desuden skulle snefogeden sørge for at kalde mandskab sammen til snekastning, først mod betaling, og senere, når pengene i kommunekassen var brugt op, pligtkastning , hvilket ville sige, at hver husstand skulle stille med et antal mænd vistnok fordelt efter grundskylden i ejendommen. Der var også en sneplov, det var nogle store planker slået sammen i en vinkel og trukket af tre heste, med en stor stang i midten af sneploven blev den styret af en fire fem mand. Jeg husker at sneen lå meget højt i begyndelsen af 40 ende. Tit og ofte har man sagt at det var med barneøjne set. Men et godt mål for det var, at vi blev forbudt at kravle op på de store dynger af sne man havde kastet op i vejsiden, de var nemlig så høje, at vi kunne nå de elektriske tråde og telefontrådene. I gården ved Jens Nielsen var der en ”Hestegang”, det var en aksel der var forbundet med en lang trækstang, her spændte man en hest for, akselen gik ind i laden og ved hjælp af noget udveksling kunne man drive et tærskeværk, det var ikke et stort tærskeværk, men et hvor man kunne slå kornet af, så kunne man rense det på en anden maskine.

Nabo til Kirstine og Jens Nielsen ,på samme side boede:

Klara og Otto Ebbesen med datteren Lilly og senere Else. Lilly var lidt ældre en jeg,  men vi har dog gået i skole sammen. Otto var ikke altid så let at omgås, han var lidt af en hidsigprop. Engang var Arne Steensen og Otto blevet uvenner vistnok om en fælles ajletønde. Nu boede Arne jo tæt ved skoven og bemærkede at Otto kørte ind i skoven for at fælde et juletræ. Arne lagde sig på lur og passede Otto op da han vendte tilbage. Det kom, efter sigende, til et gevaldigt slagsmål som let kunne have endt meget alvorligt. Vi fortsætter ned mod byen og efter et lille sving ligger der en ejendom på højre side af vejen her bor:

Frederikke og Søren Knudsen.
Frederikke og Søren havde dengang tre voksne børn: Anne, Gunnar og Aage.

Umiddelbart efter Søren Knudsens ejendom, mener jeg, der har ligget et lille hus eller ejendom nede på marken til højre. Jeg mener også min far har arbejdet sammen med manden der boede der, men jeg kan ikke rigtig huske det.

Vi fortsætter vores vandring og kommer til endnu en ejendom på højre side af vejen her bor:

Sofie og Harald Møldrup og deres datter Johanne. Johanne har jeg også gået i skole sammen med. Jeg husker tydelig Lilly og Johanne fra vores håndbold i skolen. Disse to høje piger var ikke til at klare sig for , de kunne jo med lethed nå over os . På et tidspunkt solgte Harald Møldrup ejendommen til Linda og Knud Vogensen, men det var vistnok efter jeg havde forladt Mejsling. Vi går videre og kommer ret hurtig til en venstresving på vejen her i svinget til højre bor:

Agnes og Mads Bæksted.
Deres børn er noget yngre end jeg og derfor kender jeg ikke så meget til dem. Vi fortsætter ad Mejsling skovvej indtil den ender hvor Mejslingvej begynder. Det er i et T hvor vejen til venstre går mod Ammitsbøl og vejen til højre går ned mod Mejsling by. Umiddelbart overfor Mejsling skovvej ligger en ejendom her bor:

Alfred Hansen.
Alfred var ungkarl. Var på et tidspunkt i sognerådet. Han endte sine dage tragisk idet han tog sit eget liv. Vi går mod Ammitsbøl og nabo til Alfred bor:

Johanne og Ejnar Hansen.
De var barnløse.Ca en kilometer længere ude ligger Ammitsbøl Skovgård og ved den et forermesterhus. Fodermesternes børn gik også i Mejsling skole. Jeg husker ikke deres navne. Vi vender om og går igen mod Mejsling by, forbi Ejnar og Alfreds ejendomme og kommer ret snart til et lille firkantet hus, det er den fælles frysehus, jeg husker ikke hvornår den er bygget, men det var et kolossalt fremskridt, at man nu kunne nedfryse kød mv. når der var behov for det, i stedet for at alt skulle saltes ned ell. henkoges. Lidt længere fremme på samme side ligger der en gård , her bor:

Bie og Børge Gravgaard.
Deres børn var noget yngre end jeg og jeg kender derfor ikke ret meget til dem. Herefter kommer vi ned af en lille bakke til Mejsling skole. Skolen ligger på venstre side af vejen og legepladsen på højre side. I den sydlige ende af skolen  bor :

Lærer Nielsen og hans kone Erna. Og i den nordlige ende er der skolestue og gang.
Jeg vil her kun beskrive beliggenheden og vender senere tilbage til min skoletid her.

Nabo til skolen bor:

Skrædder Hans  Theodor Hansen og hans kone Karen(Skrædder Karen)
Skrædder Hansen havde værksted i udhuset og Karen købmandsbutik i stuehuset.
Her kunne man købe de daglige fornødenheder, mel, gryn ,kaffe, bolcher, gær og petroleum, alt sammen ved samme disk. Det var et kosteligt syn at se når Karen møjsommelig stod og vejede for 5 øre gær af ved at brække små stumper af gæret for at få vægten til at balancere. Mange gange har vi  i frikvartererne været inde hos Karen og købe bolcher. Skrædder Hansen døde af et hjertetilfælde da han ,sammen med Henrik Iversen, på cykel var på vej til Gravens. Herefter overtog Anna og Peter Hansen købmandsforretningen. Peter Hansen havde været fodermester hos Henrik Iversen. Vi går igen ned af en lille bakke og kommer til en gård på venstre side af vejen, her bor:

Sine og Henrik Iversen.
Deres børn er noget ældre end jeg. Henrik var i mange år sognerådsformand. Aftægtsboligen ved siden af gården er bygget efter jeg er rejst hjemmefra. Vi går videre og kommer til Stubdrupvejen på højre side. Følger man Stubdrupvejen et lille stykke går der en markvej ned til mosen, her ligger der et lille husmandssted. Her boede:

Line og Mads.
I mosen gravede vi tørv, om sommeren, det var i et stykke mose som tilhørte Anders Andersen, Vi gravede først tørv til ham og derefter til os selv. Det var tørv der blev æltet og kom i en form og blev lagt ud på engen ved siden af, når de havde ligget der et stykke tid blev de vendt og senere stakket, for at blive godt tørre så de kunne blive transporteret hjem. Tilbage til Mejslingvej lidt længere henne på venstre side går der en vej fra til venstre. Fortsætter man lige ud ad denne vej, kommer man ad smalle stier ud forbi, Jul Jensens vestermark og  ud  hvor ”æ Tækkemænd” boede sammen med deres søster Ida. Vejen/Stien ender ved Victor Nicolaisens gård ved Lysholtvej, tæt ved grænsen ind til Ødsted. Men inden vi går derud skal vi lige dreje til venstre her bor:

Anne Bodil og Carl Brødsgaard, og forinden Carl overtog ejendommen var det hans mor og far der boede der. Anne Bodil er datter af  Petrea og Anders Knudsen fra Klatrup. Tækkermanden og hans kone. ”Tækkermandens kone” blev i øvrigt en meget kendt person. Det skyldes, at Svend Alkærsig fra Danmarks Radio en dag var på besøg i Klatrup og kom i snak med Petrea. Det blev der en utrolig god udsendelse ud af. Hun kom senere i Fjernsynet. I en bog skrevet af Poul Duedahl fortælles at Petrea og Anders Knudsen også har boet i Mejsling.( vistnok i Kresten Grøns aftægtshus. ) Viderer for enden af samme vej bor:

Ingeborg og Kristian Rønning. De havde ingen børn. Vi går tilbage og ud af stien der fører os ud til ”Æ Tækkemænd”

Ida, Mads, Thomas, Villiam og Ingeman, der var et par søstre mere som ikke boede hjemme. Bortset fra en søster var alle ugifte. Det var navnlig Mads og Thomas som tækkede. De var meget dygtige til deres arbejde, men også noget specielle. Karlene på gårdene hvor de kom rundt for at tække yndede at drille Mads. Karlene skulle som regel sidde inde på loftet for at tage imod nålen og sende den retur igen, men så kunne de finde på at sætte en træsko på så Mads ikke kunne få nålen igennem.” Hwa er no de” råbte Mads.” det er en lat” sagde karlen og fortsatte sådan nogle gange indtil Mads råbte” De ka da æ vær later ål steje”.  Villiam og Ingeman passede gården derhjemme og Ida husholdningen. Tilbage til Mejslingvejen , her begynder byen, først en lille tur ad en privatvej til venstre , her bor :

Peter Bundgaard Ebbesen og husbestyrinden Sine. Peters landbrug var noget for sig selv. Markerne var en stor senegræsmark, der blev sjældent sået til tiden og roerne var så beskidte så man ikke kunne se rækkerne. Sine kunne godt gå ud og snakke med naboerne en hel dag, så måtte Peter klare sig selv så længe. De blev for øvrigt gift inden de døde.

Det næste hus på venstre side er så mit hjem og lige overfor smeden. Det vender jeg tilbage til senere. Nabo til mit hjem byggede:

Mette Marie og Niels Nygaard et aftægtshus i 1938-39. Mette Marie døde kort tid efter de var flyttet ind i huset. Før havde de boet i den ene ende af stuehuset til  gården der ligger lidt længere hende ad vejen. Min far var tit i konflikt med Niels Nygaard, idet han sømmede trådhegn direkte på tjørnehækken og hækken var vores, så måtte der hegnssyn til for at afklare sagen. For enden af smedjen går vejen ned til ”Mejslinggård” Her boede:

Louise og Kresten Grøn og, indtil hun blev gift, deres datter Else. Langs vejen ned til gården var der træer og imellem dem stikkelsbærbuske. Smedens drenge og jeg kunne komme i tanker om ,en gang imellem, at plukke stikkelsbær og det kunne Kresten Grøn ikke lide, han opdagede det og sladrede til vore forældre og så fik vi skæld ud. Jeg har altid fået at vide af far at vi under ingen omstændigheder måtte stjæle, og det var jo tyveri, så det var ikke så godt. Kresten Grøn havde bil, en ford, ikke nogen gammel  model A 31 men nok en årgang 34-35. Engang var han i glatføre skredet ud i grøften med bilen. En forbipasserende kom hen til ham og spurgte om der var sket ham noget, det var der tilsyneladende ikke, men Kresten svarede: ”håd a da bar slogn mæ ihjæl”Oppe hvor vejen går ned til ”Mejslinggård” ligger aftægtshuset her boede Krestens far:

Bertel Grøn og husbestyrinden Vilhelmmine, kaldet Mine.
Mine var københavner og meget god ved gamle Bertel. Jeg husker tydelig når min far var henne for at tage kartofler op og Bertel sad på en stol og så på, så kunne han med sin stok pege på en lille kartoffel der ikke var blevet samlet op. Når man gik på aftægt var der gerne aftalt  at der skulle ydes forskellige goder såsom brænde, kød, mælk osv. sådan også her. Kresten var nok lidt sparsommelig og synes måske at Mine brugte lidt for meget brænde, det kneb i hvert fald Kresten at overholde leverancen. Nu var det jo under krigen og der var noget der hed tildelingsbrænde, de forskellige skovejere havde pligt til at aflevere en vis kvantum brænde til kommunen som så kunne fordele det til de der ikke havde skov. Engang da Mine havde brugt al brændet gik hun op til Henrik Iversen, der jo var sognerådsformand, og sagde: ”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre for jeg har ikke mere brænde og Bertel skal ikke sidde og fryse”. Henrik svarede: ” Bertel ved godt hvor han skal have sit brænde” Det varede vist ikke ret længe inden Kresten havde kørt brænde op til Bertel. På samme side lidt længere henne går vejen ned til:

Marie og Jul Jensen.  
De havde 5 børn, Anton, Niels Jørgen, Aksel, Ester og Erik, som de for øvrigt havde fået ret sent i deres ægteskab. Da de holdte sølvbryllup var der ingen af deres børn konfirmeret. Det gik altid vildt til hos dem, hvad der ikke kunne forekomme her var ikke vær at opleve. Jeg gik i skole sammen med Anton og Niels Jørgen. Overfor på modsatte side af Mejslingvej boede:

Dagny og Jens Nygaard og deres børn Niels Aage, Arne og Doris. Jeg gik i skole sammen med Niels Aage. I er efterhånden kommet hen hvor der drejer en vej fra efter Ødsted. Grønbækvej heder den i dag. Her på hjørnet ligger ”Æ Sprøjthus” .Inde i sprøjtehuset stod der en stor sprøjte , på sprøjten var der to store stænger så der kunne være flere mænd til at pumpe. Engang imellem var der brandøvelse,  hvor også Zonen deltog. Sprøjten blev slæbt frem og transporteret ned til et lille vandløb længere nede af vejen mod Jerlev. Så afprøvede man sprøjten og Zonen dængede sprøjtehuset til med skum. Der var også udpeget et beredskab der kunne rykke ud når der var brand. Det bestod af nogle personer, der hver havde deres opgave, nogle skulle stå for slangerne, andre skulle pumpe og en af gårdene skulle stille heste og vogn til rådighed. Jeg mindes to brande i omegnen. Branden på Daugårdsminde i Stubdrup og branden på Oksviggård i Højen. Mest husker jeg branden på ”Daugårdsminde ” i Stubdrup. Jens Nygaard skulle dengang ligge heste og vogn til. Sprøjten blev læsset og af sted gik det i fuld galop. Hvordan det øvrige mandskab kom derop ved jeg ikke. Da sprøjten og mandskabet kom derop var der ikke mere vand og man måtte derfor bruge ajle. Men det viste sig at det virkede godt nok. Ajlen blev sprøjtet på en mur og forhindrede derved flammerne i at brede sig til et nærliggende hus. Der var tale om, at det måske var sabotage og ilden var påsat, men det er vist aldrig helt opklaret. Vi går videre ad Grønbækvej og kort efter sprøjtehuset ligger der en gård indtil højre .Her bor:

Karoline og Jens German Jensen og deres hushjælp Ella Hansen. Karoline og Jens German havde ingen børn.Der var også en karl på gården, det var der i øvrigt på de fleste gårde, tit og ofte både forkarl, anden karl og fodermester samt tjenestepiger. Den nuværende Grønbækvej kaldte vi  æ Møllevej, hvorfor er jeg aldrig blevet klar over. Lidt længere henne på venstre side ligger et lille hus. På et tidspunkt kaldet ”Kabusen” Her boede der over en årrække flere forskellige, men bedst husker jeg:

Hanne og Peder Kaltoft.
P Kaltowt var en rask gammel mand og sjov tillige, jeg kan endnu se ham komme gående med sin stok og med raske skridt. Længere fremme ad Grønbækvej kommer vi til en udgravning og kort derefter er der mose på højre side af vejen. Længere henne , hvor vejen går fra efter Smalle Jerlev ligger der en lille ejendom, Her bor:

Magdalen og Hans Christiansen med deres børn Christian, Inger, Carl og Edith.

Jeg gik i skole med Christian. Hans Christiansen var vognmand, først med heste senere med lastbil.

Går vi en lille stykke op ad vejen til Smalle Jerlev ligger der en ejendom på venstre side . Her bor:

Iver Iversen med sine børn Torkild, Karl og Søren og deres husbestyrinde Karoline jeg gik i skole sammen med Karl og Søren. Lidt længere over på marken ind mod Mejsling bor:

Kathrine og Peder Dahl Rasmussen.
De havde tre børn, en datter jeg ikke husker navnet på, og to sønner Søren og Egon. Jeg gik i skole med Egon. Egon var en sjov dreng, han kunne fortælle historier og fantaserer så helt utrolig. Store jagtoplevelser osv. Engang havde Lærer Nielsen ham mistænkt for at ryge, hvilket han også gjorde og da han blev bedt om at vende lommerne prikkede han , med piben, hul i bukserne så piben faldt ned i bukserne, han havde plusfor på. Det løse tobak han havde i venstre lomme skjulte han i hånden og klarede derved frisag.

Tilbage til Mejslingvej  mod Jerlev, her ligger på højre side af vejen en ejendom. Her bor:

Anders Andersen og broderen Peter samt deres husbestyrinde Margrethe.
Det jeg husker bedst  her er en hund der i daglig tale blev kaldt ”Fænrisulven”. Det var en rigtig gal hund, ingen turde komme i nærheden af den, den stod tøjret ved et udhus, i bindingsværk, der lå med gavlen ud til vejen, til sidst havde den næsten væltet halvdelen af muren, selv Margrethe måtte vist skubbe maden ind til den. Vi går videre og kommer til en vej på højre hånd, den går gennem Jul Jensens marker om til en ejendom på højre side af vejen. Her bor:

Dorthea Og Jens Andreasen og deres to døtre Gerda og Elin, jeg gik på et tidspunkt i skole med dem begge. I bogen om mejerierne i Egtved kommune bliver Jens Andreasen kaldet ” Manne Pæng” Lidt længere henne og på modsatte side af vejen bor:

Johanne og Emil Buhl med deres børn, der er noget ældre end jeg, Knud, Magda og Vagn. Lidt længere henne ad vejen på modsatte side bor:

Sinne og Martin Madsen og deres tre børn, Edith, Inger og Henry, Jeg har nærmest kun kendt Henry. Martin mindes jeg som mælkekusk sammen med Jens Andreasen..

Vi skal tilbage til Mejslingvej, lige skråt overfor hvor vi kommer fra ligger der et lille hus. Her boede for mange år siden Mathilde og ”Skrædder Karl”, senere en der hed Anders, og senest Christian Steensen,(Arne Steensens far). Vores vandring igennem Mejsling er slut og jeg vil gå over til at fortælle om:

 

Skolen og lærer Nielsen
Lærer Nielsen var enelærer og eleverne var delt op i ”store” og ”lille” klasse. Den stor klasse om formiddagen og den lille klasse om eftermiddagen. Vi begyndte med ”Ole Bole” og lærte at stave og skrive osv. Dagen begyndte med morgensang og fadervor. Frikvartererne tilbragte vi, om sommeren, med leg på legepladsen der lå på den anden side af vejen. Når vi skulle ind bankede lærer Nielsen med sin fingerring på ruden. Når der var eksamen i skolen var skolekommisionen tilstede og  i bibelhistorie blev vi overhørt af pastor Olesen fra Højen. Om vinteren legede vi mest i gangen. Vi havde en utrolig respekt for lærer Nielsen, han havde kun behov for at kigge på os og jeg har aldrig været udsat for at han slog nogen. Han kunne bruge andre metoder. Jeg husker en meget alvorlig sag hvor en dreng havde været ude efter en af pigerne. Det blev afstraffet på den måde at vi alle sammen skulle sidde med foldede hænder på bordet i to dage, uden så meget som en lyd.(Psykisk terror).Kollektiv afstraffelse. Det skete dog kun denne ene gang. Dagen sluttede med :” Klokken slår, tiden går, evigheden os forestår, lad os da bruge den kostbare tid, tjene Vorherre med al vor flid, så skal vi nok komme hjem”.

Derefter gik vi forbi lærer Nielsen og bukkede. Mødte vi lærer Nielsen ude på vejen gik vi pæn ind til siden og bukkede for ham. Jeg tror de fleste fik lært dansk, regning geografi mv. Vi lærte også salmevers og sang meget. Lærer Nielsen var kirkesanger i Jerlev kirke,( Degn.) Var medlem af sognerådet og var ivrig jæger.

 

Dagligdagen i Mejsling
Når jeg ikke før har omtalt Smedene skyldes det at de næsten var med i min hverdag. Først den gamle smed Peter Nielsen, Frederik og Kirstine, de boede jo lige over for os og vi fulgte næsten med i alt det der skete. Jeg kunne vågne en sommermorgen ved den karakteristiske lyd af hammerslagene på ambolten. Vi kunne se når der blev skoet heste og når der blev lagt vognringe på hjul. Overfor smedjen var der et hus ”Beslagsmedien” hvor hestene blev skoet og ved siden af en plads til jern mv. her var det også der blev lagt hjulringe på. Ikke alle hestene var lige lette at sko så en gang imellem kunne det gå ret voldsomt til. Jeg husker når hestene fra Ammitsbøl Skovgård skulle skoes så kunne de sparke så volsom, at Frederik kom flyvende ud på vejen. Vi beundrede også meget når der skulle lægges vognringe på. Det var en stor proces. Ude på pladsen var vognhjulet lagt på plads på en cementplatform og inde i essen varmede man hjulringen op til den var hvidglødende, så skulle der to mand til , med tænger, at bære den over til vognhjulet og i en vældig fart skulle den så bankes ned omkring hjulet for derefter at blive afkølet i et kølekar. Engang skulle smeden udrydde rotter. Det havde nær gået rigtig galt. Han havde fået at vide, at det skulle være godt at give dem karbid. Det er sådan et stof, når man hælder vand på udvikler der sig gas. Og det skulle , som sagt være godt til at fordrive rotter med. Men et par karle havde, i spøg, sagt :” Ja, og så sæt en tændstik til” hvilket smeden gjorde. Hele huset blev raseret, vinduerne blæste ud på vejen og inden døre væltede skabe mv. rundt. Det var en katastrofe. Min far arbejde dengang i grusgrav og herfra kunne han se at smeden kom cyklende ud til ham, han kunne på lang afstand se at der var sket noget, og da smeden havde fortalt hvad der var sket tog far med ham hjem for at få ryddet lidt op. Jeg husker også den gamle smed når han om aftenen sad i haven, og røg på sin pibe. Det var en lang pibe med porcelænshoved og den nåede helt ned til jorden. Efter den gamle smeds død overtog:

Ellen og Kresten Nielsen smedjen, de havde børnene: Bent, Kurt, Annegrete og Fin
Bent var på min alder og vi gik i klasse sammen. De børn legede vi også meget sammen med. Vi kunne, dengang, godt spille bold ude på vejen, der var ikke så meget trafik og da slet ingen biler. Jeg husker engang smedens havde feriegæster fra København, de legede også med. En aften trak det op til tordenvejr og en af københavnerne sagde:” Jeg kunne godt tænke mig at opleve et rigtigt tordenvejr på landet”. Jeg skal love for han kom til at opleve det. Det blev et voldsomt uvejr og lynet slog ned og antændte ”Oksviggård” i Højen. Der var rig mulighed for at lege henne ved Jens Nygaard havde de en gammel jumpe den kunne vi finde på at køre rundt med, kunne vi så få en af de voksne til at sætte sig op så var vi lykkelige og kørte ud og ind og over nogle forhindringer. På Jens Nygaards mark spillede vi også fodbold, der havde vi fået lavet to fodboldmål og her var der også altid nogle voksne med. Vi kunne også finde på at lave narrepakker. Vi pakkede et stykke træ ell. lignende ind i et stykke pænt papir, bandt et stykke kinesertråd i den , og lagde den på vejen. Herefter gemte vi os bag en hæk ell. lignende, når der så kom en kørende ad vejen kunne det ske at vedkommende bukkede sig ned for at samle pakken op, så trak vi i snoren og pakken forsvandt. Jeg hjalp også til ude på gårdene. Det kunne være i høsten hvor der skulle ”tages fra” på loft ell. i korngulv og det kunne være når der om efteråret skulle køres roer sammen. To drenge på den ene side af vognen kunne følge med til at læsse vognen. Så kunne jeg få 50 ører for sådan en eftermiddag. Der var også brug for os når der skulle tærskes, så kunne vi tage halm fra og bære det op på staldloftet. Her kunne vi også lege skjul. Livet i Mejsling formede sig sikkert ikke ret meget anderledes end alle andre steder. Alle deltog i glæderne og sorgerne. Der blev bundet æresporte til brylluper og sølvbrylluper og der blev festet og når nogle døde deltog alle i sorgen. Ved begravelserne var det lærer Nielsen der var med når der skulle synges ud ved hjemmet. Kisten blev herefter, på Kresten Grøns  fjedervogn, kørt  til kirken i Jerlev og følget gik bagefter.

 

Mit hjem - Fars arbejde
Vi boede som sagt i huset der ligger på Mejslingvej 46. I den sydlige ende boede far og os tre drenge og i den nordlige ende boede min bedstemor. Vi havde stue, soveværelse, køkken, gang og et værelse. Bedstemor havde en stue og et soveværelse. Vi havde hver vores husholdning. Maden blev lavet på komfur ell. primus. Vand fik vi fra en brønd i haven, her skulle man , hejse vand op med en spand der var ikke kloak elle lignende, det rene vand blev båret ind i en spand og det beskidte ud ligeså. Min bedstemor var ikke altid lige rar, det havde vistnok både min mor og vore husbestyrinder erfaret. Hun ville gerne være den der havde styr på tingene, hvilket hun ikke altid havde. I udhuset var der vaskerum , lokum og to rum til brænde. Et rum hvor bedstemor havde sit brænde og et hvor vi havde vores. Kunne hun se sit snit til det tog hun af vores. Hvis vi opdagede det blev hun altid lige pludselig så ”syg”. Vi har egentlig altid haft radio i mit hjem. Lige fra dengang far havde en krystalapparat, og bedstemor en radio drevet af akumolator og med højttaler. Senere fik vi så andre radioer. Vi havde flere gange husbestyrinder, nogle mere rare en andre. Jeg husker bedst en der hed Ester Koed, hun var fra Børkop, hendes forældre havde et lille husmandssted ude ved Børkop skov. Hun var rigtig god ved os. Vi var engang på ferie hos hendes forældre og det nød vi. I tredvierne var der ikke meget arbejde at få og der blev iværksat nødhjælpsarbejde, da var det man lavede udgravningen på ”æ møllevej”, her var vejmanden, Karl Bentsen, formand. Dette arbejde blev udført med skovle og trillebører. En trillebør dengang, var lidt anderledes en de vi ser nu, hjulet sad meget længere forud, det gjorde, at man løftede forholdsvis meget. Far byggede derfor en trillebør selv, hvor hjulet sad meget længere inde under børen så han ikke skulle løfte så meget.  Far arbejdede også i grusgrav. Om sommeren skulle der harpes grus. Det foregik på den måde, at først tog man overjord af for at komme ned til et gruslag, så harpede man gruset på to harpe der var sat oven på hinanden så de store sten kom ud for sig , dernæst gruset og bagerst sandet(bagharpning) Gruset til vejmaterialer blev lagt i . dynger på en bestemt højde og brede så kommunens folk let kunne måle det op. Om vinteren blev de store sten slået til skærver , et meget hårdt arbejde som er meget fint beskrevet i  ”Jens Vejmand”. Senere beskæftigede far sig med mange andre ting. Satte glas i vinduer, klinkede fade, hårede le`er, filede save og meget andet.Og som omtalt i bogen ”Mejerier i Egtved kommune” gik far også rundt med mælkepenge. Selv om far tit var alene med os led vi aldrig nød, vi er aldrig gået sultne i seng. Far syede engang selv skjorter til os. Jeg husker også at vi i ferierne rejste med skib ”Koldinghus” fra Vejle til København, her holdte vi ferie hos en faster, ”Tante” kaldte vi hende.

Mejsling under krigen 
Vi mærkede vel ikke krigen så meget i Mejsling som så mange andre steder i de større byer. Men følgerne heraf mærkede alle vel. Alt var rationeret og vi havde rationeringskort, det kunne da godt knibe med at få rationerne til at slå til, men så byttede man sig til det man manglede. Der var også noget der hed sortbørshandel, men det tror jeg ikke rigtig var noget der foregik i Mejsling. Selv om der var forskel på om man var landmand ell. arbejdsmand så havde man dog det samme problem, der var mangel på næsten alting. Landmændene havde vel nok den fordel, at de var selvforsynende med mælk, kød og andre ting. Men det skete også tit, at når der var slagtet en gris fik vi også del i den i form af et stykke flæsk og en medisterpølse. Det jeg husker , vi manglede mest , var fodtøj og cykledæk. Om sommeren gik vi selvfølgelig i bare fødder og havde så hård hud under fødderne, at vi kunne løbe over en stubmark uden at det generede os. Værre var det med dæk til cyklerne, var vi heldige kunne vi få en fast dæk. Det var en passende strimmel skåret af en gammel bildæk, det kunne vi køre på længe, men også det var en mangelvare. Min bror Harry tyndede en sommer roer på ”Ammitsbøl Skovgård” og for at blive fri for at gå den lange vej, bandt han hver aften en halmviske omkring fælgene på sin cykel. De kunne lige holde til transport én dag. Under krigen skulle alle voksne have ligitimationskort og os børn havde en lille firkantet stykke karton, vistnok med et Røde kors mærke på, hængene i en snor omkring halsen. Alle  skulle mørkelægge vinduerne og vi blev også opfordret til på en ell. anden måde have et beskyttelsesrum. Vi gravede, i samarbejde med smeden, et stort hul i den øverste ende af haven, og lagde rafter og ris over. Jeg mindes kun én gang den var i brug, det var 1. maj 1945.Englænderne angreb Vandel flyveplads og der var stor aktivitet i luften, flyverne fløj rundt og skød, på hinanden og altså også på flyvepladsen. Kort forinden var der faldet en flyvemaskine ned nede i mosen. Det var ret dramatisk. Vi sad inde i skolestuen og lærer Nielsen stod og kiggede ud af vinduet. Pludselig udbryder han: UD og vi fo`r ud i gangen og kort efter kom han ud og fortalte at der var faldet et fly ned ikke så langt fra skolen. Lærer Nielsen kunne se at flyet styrede næsten lige efter skole. Det skete nogle af de sidste dage i april 1945 og flyet var netop hentet og kørt på blokvogn ud til Vandel Flyveplads 1.maj og blev ved englændernes angreb ødelagt derude.  Efter 5. maj ærgrede vi os over, at den var blevet fjernet  så få dage før tyskernes kapitulation. Der var også faldet et fly ned omme ved  Viktor Nicolaisens gård på Lysholtvej. Den gik lige på snuden ned på en mark og kurrede nok en kilometer på maven alt imedens maskinkanonen fyrede skudsalver af om ørene på Søren Dahl, der gik og klippede hæk ved ”Lysholtgård”. Ved begge disse flystyrt redede piloterne livet. Værre var det med en engelsk flyvemaskine der blev skudt ned ved Øster Starup, her omkom piloten. Der faldt også andre engelske fly ned omkring os et i Høgsholt og et i  i Fårup det var større maskiner og her omkom flere besætningsmedlemmer. Jeg husker en stille aften hvor Jens German kom hen og snakkede fortroligt med smeden og min far. Det var en om en ballon der var faldet ned og hang i pigtrådet på hans mark. Jeg ved ikke hvor der blev ringet til, men der kom i hvert fald en ”salatfad” med blå blink kørende meget stærk, samlede Jens German, smeden og min far op og kørte ud til stedet. Det hed vistnok vagtværnet dengang. Der blev sat vagt, men ved midnatstid kom der stille og rolig en og fjernede hele herligheden og vagten kunne tage hjem. Ude ved vestkysten havde tyskerne nogle spærebaloner. De kunne rive sig løs og engang imellem kom de drivende ind over land, med en lang wire slæbende bag efter sig. De viklede telefontrådene ind i hinanden. Jeg forstår egentlig ikke at de ikke lavede større skader. Vi kom dog også ind til Vejle engang imellem. Medens der endnu var dæk på cyklerne kørte vi  selv derind og senere måtte vi gå til Jerlev og tage rutebilen. I Vejle mærkede man mere til at der var krig. Her gik tyskerne på vagt og der var også lavet sabotage på forretningerne på Nørregade. Det berørte os også meget da overlægerne Buchholt og Fjeldborg blev skudt. Under hele krigen lyttede vi til den engelske radio. Den inledte altid udsendelserne med de karakteristiske BOM  BOM  BOM BOMMMM. og Prins Jørgens march. Først mange år senere, da jeg havde lært morsealfabetet, gik det op for mig, at de tre korte og et lang bom var V i morsealfabetet. V for Victory, Sejr. Over den engelske radio kunne vi følge med i hvor langt tyskerne var slået tilbage og vi kunne høre særmeldingerne. Hilsen til  Peter, Jørgen, Mads osv. Det var signalet til modstandsfolkene om at der denne aften ville blive kastet våben og ammunition ned til dem på et aftalt sted. Det var da også her vi hørte fredsbudskabet den 4. maj om aftenen og stor var også glæden i Mejsling. Efter 5. maj begyndte tyskerne at rejse hjem. Det var tit og ofte et sørgelig syn når de kom slæbende med deres oppakning. De blev, når de havde vandret en hel dag, indkvarteret på gårdene. Her tilberedte de så deres sparsomme mad og det skete da også at landmændene forbarmede sig over dem og gav dem æg og kartofler ell. lignende. Når de dagen, ell. nogle dage efter drog videre, kunne man på halmlofte og andre steder finde våben og ammunition glemt. Min ven Anders havde fundet en pistol og patroner til samme, den prøvede vi ved at skyde på træerne i Mejsling skov. Godt vore forældre ikke altid vidste hvad vi gik og lavede.Efter krigen kom der så lidt mere gang i tingene. Jeg husker at Jul Jensen fik en Jeep, den kunne han bruge til at spænde foran ploven og pløje marken med, det blev vist aldrig nogen stor succes. Bedre gik det for den grå Ferguson. Den første jeg husker var Mads Bæksteds og også bilerne begyndte der at komme gang i. Jeg forlod på daværende tidspunkt Mejsling. Jeg tænker tit og ofte på . Hvor har vore forfædre slidt og slæbt og hvor skylder vi dem en stor tak. Det må vi aldrig glemme. I Sangen ”Hvor smiler fager den danske kyst” står der i et af versene:

Hvad hånden former er åndens spor
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
Er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte dit væsens rod,
skøn på de skatte, de efterlod!