Beretninger fra Jerlev sogns lokalhistorie

Ildløs på
Jerlev-egnen


Af Jørgen Petersen

Jerlev sogns lokalhistoriske Forening 

Vinteren 1881-82, var en tid som beboerne på Jerlevegnen sent glemmer, frygten og usikkerheden herskede overalt, for når man først havde set hvilken skade flammer kunne forårsage på gård og hus, og med hvilken hastighed ilden kunne brede sig, med død og ødelæggelser til følge. Og når det lokale politi, ingen videre held havde til at finde og pågribe forbryderne, blev situationen for befolkningen mere og mere desperat.

Rygterne svirrede, om brand snart det ene og snart det andet sted. Og folk så pyromaner alle vegne.  Ja, faktisk blev hele egnen mellem Vejle, Fredericia og Kolding på det nærmeste støvsuget for omstrejfere og mistænkelige personer, og arresthusene i de nævnte byer blev fyldt til bristepunktet. – Men lige meget hjalp det, for brandene foresatte.

De første brande der opstod, var tilbage i nov. 1881 hos gårdmand Jørgen Frederiksen på Rugsted mark, hvis halmhus nedbrændte, det var d. 14 nov. Og d. 25 nov. Var der to brande nemlig hos Frederik Christiansen i Ødsted og på Mølkjær kro, her stod kun kørestalden tilbage, og en logerende gæst var nær indebrændt.

Ved disse første brande, kunne man ikke finde anden årsag, end at folkene måtte havde været uforsigtige med omgangen af ild.

Hvor brandene hærgede
Jeg vil ikke nævne alle brande, blot nogle få, ialt havde der været ca. 17-18 stykker, som alle menes påsatte, det var i byerne Stubdrup, Højen, Ammitsbøl, Høllund, Vesterby, Ødsted, Starup præstegård, Nr. Bjært, Jerlev, Nr. Vilstrup, Egtved skov og en i Gauerslund.
 

Vagtpatruljer oprettes
Fra midten af dec. oprettedes vagtpatruljer, og bønderne går nu hver nat, fra aften til morgen. Også  så langt syd på, som til Elbo-brusk herreder har beboerne dannet vægterlav. Dels for om muligt at pågribe gernings-mændene og dels i påkommende tilfælde at give brandalarm i tide.
 

Brandene i Jerlev
Den 9 dec. brændte gårdmand Christen Lauritsens gård i Jerlev, hvorved stuehuset, den østre og nordre længe var nedbrændte, hvorimod det lykkedes at redde det vestre hus.

Denne gård var beliggende tæt på det sted hvor Dagli’ Brugsen ligger i dag, denne gård bliver genopført på Jerlev Nørremark, og herefter kaldet ”Nørremarksgaard”

Christen Lauritsen forklarer således: jeg er stævningsmand og var som sådan i går eftermiddag ude at forkynde opsigelser, jeg var hjemme ved 4-5 tiden, og gik så ud og hjalp min tjenestekarl Niels, der havde været ude og pløje, med at spænde fra og sætte hestene i stald, hvorefter vi gik ind og spiste mellemmadder, herefter gik karlen ud i den østre længe for at skære hakkelse, han havde også talt om at ville tage hen til sin vaskekone der bor lige i nærheden.

Kl. henad 6 gik jeg så ind i soveværelset for at hente disse forkyndte opsigelser som skulle sendes til Vejle. Gennem vinduet i soveværelset så jeg da, at det lyste gennem en rude i den nordre længe, min første tanke var at karlen vel var gået derover med en lygte, men da karlen ikke havde noget at bestille der, eftersom fouragen til kreaturerne  var i den østre længe, gik jeg ud for at se hvad grunden til lysskæret kunne være.

Så snart jeg kom ud i gården så jeg at det var galt, da jeg bemærkede gnister slå ud ved tagskægget, i enden af den nordre længe. Da jeg åbnede døren der ind til, så jeg ilden i et fag rughalm i det sydøstre hjørne, hvor det var i højde omtrent med tagskægget, jeg var nu ikke i tvivl om at ilden var påsat udefra, i det sydøstre hjørne af den nordre længe, det gik så langt ned at en mand let kunne nå det, og hvor der sikkert har siddet noget aftærsket halm mellem taget og rendestykket.

Da jeg opdagede ilden gjorde jeg med det samme anskrig, og fik min svigerfader Hans Madsen Buch tilkaldt, han tilkaldte gårdejer Jessien (fra Vangsgård)der leder Jerlev sprøjten. Da ilden nu havde så godt fat, og der ingen mulighed var for at få den slukket, løb jeg ind i stalden og trak hestene ud. Og folk som straks kom tilstede såvel som hans karl, der kom fra vaskekonen, hjalp ham med at få de øvrige kreaturer ud ligesom det meste indbo fra stuehuset.

Så vidt jeg ved er mine bygninger forsikret for 2400 kr. og for denne sum kan jeg lang fra genopføre bygningerne. mit løsøre herunder besætningen og avl m. m. er forsikret i Vejle amts yngre brandforsikring for 8000 kr.

Herefter erklærede Christen Lauritsen at han ikke havde mistanke til nogen som helst.

Hans husstand består af ham selv og hustruen Lene Hansen der er meget svagelig, deres 2 børn på 9 og 11 år, hans ovennævnte svigerfader og dennes hustru. En tjenestepige Maren Laustsen og den ovennævnte karl Niels Pedersen.

Sognefogeden Hans Hermansen af Jerlev forklarede, jeg var i aftes i Mejsling, da ilden her opdagedes, og kørte så hurtigt jeg kunne, da jeg nåede frem var den nordre og østre længe sammen faldet og ilden begyndte at fænge i stuehuset.

Vinden var syd lidt i øst, og bar således gløder over imod gårdejer Jessiens staldlænge, den var i højeste grad i fare, men som det lykkedes at redde ved at bedække taget med lagener, og holde folk gående på vagt, når det af og til fængte.

Gnisterne fra brandstedet fløj også over til Jens Nielsens gård (Nedergaard), også her blev der holdt brandvagt.

Sognefogden bemærkede at der havde været mere end 1000 mennesker samlet ved brandstedet, og der var mødt 10 sprøjter med mandskab, så han havde af den grund ikke kunnet nå, og havde da også glemt at give underretning til Herredsfogden i Vejle.

Et tørvehus brænder

Blot dagen efter på Skaalborggaard hos Christen Grebæk Jørgensen, brænder dennes tørvehus. Her samler mistanken sig om den fattige og logerende Marie Nielsen, der havde ophold sig på gården i de sidste to år, med understøttelse fra Skibet kommune.

Marie der var separeret fra Niels Jonasen, afgiver forklaring: jeg var inde i stuen da Niels Hillerød kom og meldte at der var brand i tørveskuret, jeg løb sammen med Sofie ud i køkkenet, hvorfra de kunne se ilden. Hentede derpå en spand, fyldte den med vand og løb hen og kastede det på ilden, som havde fat i det nordvestre hjørne, senere hjalp jeg Sophie med at pumpe vand.

I lørdags eftermiddag havde jeg været 3 gange derude; første gang var klokken vel 5 – Johan var da endnu ikke gået til sengs, og jeg hængte da et par hoser som jeg havde vasket, op til tørre i vognporten; anden gang var vistnok en god halv times tid efter, og jeg tog derud for at hente noget gild, som skulle bruges til at ryge noget kød med; 3 gang var hen imod 7, måske halv 7 kun, hvor jeg tog noget garn der tilhørte Sofie, og som hang på en stang vest for tørvehuset, ind i vognporten.

Jeg bemærkede dengang ikke at der var ild i skuret, og Marie tilføjer at hun havde en vagtsom lille hund ved sin side.

Marie forklarede videre at hun i en 8 års tid havde været fattiglem under Skibet sogn, jeg er nu 55 år. Først var jeg i 6 år som fattiglem hos min svigersøn Christen Sørensen i Limskov og derpå nu i 2½ år hos Christen Grebæk Jørgensen.

Jeg ønsker gerne at komme bort fra dette sted, hvor jeg nu er, da jeg har fået tilbud om at blive husholderske hos en enkemand ved navn Anders, efternavnet kan jeg ikke huske. På Engelsholm mark. Da Jeg tidligere har boet som nabo til ham.

Sidste fredag var Anders her og, og vi talte sammen om hvorledes vi skulle have det, når vi flyttede sammen.

Marie nægter på det bestemteste  at have påsat ilden, men bliver efter senere afhøringer  arresteret  og indsat i Vejle arrest, hvor hun efter få dage, dog atter løslades.

Endnu en gårdbrand i Jerlev
Få dage før julen, d. 21 dec. opdagedes brand hos Claus Nielsens enkes gård (den gamle Jerlev Østergaard) ilden der var så kraftig kunne ses helt ind til Vejle.

Ilden skønnes at været startet i de tre udhuse på samme tid, hvilket havde til følge at ilden omspændte bygningerne med en sådan hurtighed, at der kun reddes en hest og 7 køer, medens 4 heste og 20 kreaturer, samt en del får og svin indebrændte. Det skiffertækkede stuehus blev dog reddet.

På brandstedet var mødt i alt 14 sprøjter, hvoraf flere kom meget lang vejs fra, således en helt fra Egtved i vest og en fra Tiufkær i øst.

Efter 3 ugers ro
Den 13 jan. 1882 om aftenen brændte laden og staldbygningen på Iver Jensens gård i Ødsted, det var lykkedes at redde stuehuset og det ene udhus, den tætte tåge hindrede observeringen af branden i synderlig afstand, og bevirkede således at hjælpen kom sent.

Ilden opstod i laden og sås straks af ejeren og nogle naboer, der sad inde i stuen og talte sammen. Alle kreaturerne blev reddet.

Vagtpatruljerne på egnen havde besluttet at ophøre natten før, men skal nu naturligvis genindsættes, for disse mørke og tågede nætter begunstiger ildspåsættelser i høj grad.

Politi fra København ankommer
Jerlev gl. skole brændte natten mellem d. 26-27 jan. og dagen efter ankom de længe ventede politifolk fra København, som blev ledet af måske landets bedste Assessor,  Gottlieb Andreas Jensen, og ikke længe efter kunne han anholde de første mistænkte personer.

Hele vejmands familien i Høllund anholdes d. 10 feb. Denne familie havde selv oplevet, at deres hus nedbrændte kort før jul, året før.

Assessor Jensen, der jo er en dreven person, aner under disse forhør at sønnen Jens Jensen Riis, hvis forklaringer er usammenhængende. At her er en person, der trods en stærk mistanke for ildspåsættelse, optrådte med sit  væsen på en temmelig fræk måde. Dette bevirkede jo blot at forhørene imod ham blev hårdere og længere varende. Om dette så er grunden til at han natten til d. 2 marts bliver fundet hængt i arresten i Vejle vides ikke, eller om det var samvittigheden der nagede ham. I hvert fald nægtede han sig skyldig under alle afhøringerne.

Men at han var hovedmanden bag disse brande afsløres, da den unge Anton Jensen på blot 17 år anholdes d. 14 apr. Også han var bosiddende i Høllund. Han tilstår at have været medvirkende til en del af brandene på egnen. Og blev i sep. 1882 i Københavns byret idømt 3 års fængsel. Og indsat i Vridsløselille, hvor han kort før jul blev syg, og døde et halvt år senere.

Om Jens Jensen Riis
Et signalement af ham kan ses i arrestant-protokollen i Vejle, som beskriver ham som værende middel af vægt og lemmer, rødt hår og overskæg, med grå øjne.

Om hvis oplysninger, der fremkom efter forhøret af hans medskyldige Anton Jensen. Der fortalte at Jens Jensen Riis var gerningsmanden til de fleste af disse brande. Han var efter de fremkomne oplysninger af en indesluttet karakter, og et ondskabsfuldt sind, derfor var han ilde lidt af egnens beboere. Han havde således i en tjeneste mishandlet heste, der var betroet til hans omsorg. Under en af de af ham påsatte ildebrande, blev han truffen på brandstedet i færd med at mishandle en hund med slag.

Hans ondskabsfuldhed og kådhed viste sig bl.a. deri, at han en nat midt i januar måned, på marken udenfor en vævers hus, og for at indjage ejeren skræk havde antændt en slags lunte, som han havde lavet af papir og overhældt med petroleum.

Den brændende lunte blev imidlertid bemærket af et par mænd, som gik vagt, og som i stedet for at ile efter ham, løb til stedet, hvor de slukkede lunten ved at træde på den, og da dette tog nogen tid, slap forbryderen ubemærket bort.

Samme aften anbragte han i taget på en gård en lignende lunte, dog uden at antænde den, idet hans hensigt kun var at forskrække ejeren.

En aften i oktober 81, da han havde aftalt med den nu anholdte Anton Jensen, at stikke ild på et halmskur og på grund af sidstnævnte udeblivelse udsatte ildspåsættelsen, besluttede han derfor at gøre nogen fortræd, og fyldte derfor en i nærheden af skuret boende bødkers brønd med sten og træstumper, samt med en balje vasketøj der stod ved brønden, og samme aften kastede han en slibesten ned i en anden brønd, der tilhørte en husmand. Nogen tid forinden havde han i forening med Anton Jensen, kastet en del drænrør gennem vinduerne, navnlig hos tækkemand Morten Pedersen på Jerlev mark og hos gårdmand Ole Madsen på Vilstrup mark.

Den afdødes bevæggrund, til denne skændighed skulle have været, dels personlig had til enkelte folk på egnen, dels var det for at dække sin egen anstiftelse af branden hos faderen Vejmand Jens Riis hus i Høllund, og derved få mistanken henledt på andre.